Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde - vi mødes i dialog

Tryghed hos forældre smitter som tryghed hos børnene

Samarbejdet med forældrene vægtes højt. Hos os betyder det, at vi ikke bare modtager et nyt barn, men en ny familie. Det gælder både for nye familier og familier, hvor barnet overgår fra vuggestuen til børnehaven, eller familier der kender os i forvejen.

Vi inviterer fra start til en fortløbende åben dialog. Det er vores tese, at hvis forældrene kan føle sig trygge ved at have deres barn i Solhuset, så får barnet det bedste udgangspunkt for at finde tillid og tryghed ved at være her.

Forældre og børn får dagligt en personlig velkomst, da det er betydningsfuldt for os at tage godt imod ved lige at få viden om, at barnet har det godt, om der er noget vi skal være opmærksomme på, er der særlige ting, der tegnede dagen i går, i dag eller generelt. Alt sammen da målet blot er, at vi med den fornemmelse for barnets dagsaktuelle trivsel får viden om, hvad barnet evt. kan have brug for. Vi ved godt, at forskellige perspektiver ser og oplever ting og situationer forskelligt, så vi vurderer ikke, hvad der er stort eller småt, blot at alt kan have betydning.

 

Dialogen i hverdagen

Vores daglige samarbejde og information på tværs af hjem og daginstitutionen er vigtig. Små informationer kan have stor betydning, forældrene er i høj grad med til at bestemme og vurdere, hvad der er væsentligt i den daglige dialog. Ud over den daglige dialog og de særlige dialoger forældre og vi opsøger ved behov, har vi faste aftaler om dialog, hvor samtalen har et særligt omdrejningspunkt.

 

Vi mødes ved opstart og kort efter

Opstartssamtalen:

Før barnet starter hos os, sendes velkomstbrev til forældre. Sammen med brevet sendes et uddybende skema om forhold omkring barnet. Det udfyldte skema medbringes til opstartssamtalen, og er omdrejningspunkt for samtalen om forhold, som er vigtige at vide om, så vi kan tage bedst muligt imod barnet, og bedst muligt tilgodese barnets behov efterfølgende.

Opfølgning på den første tid, vi mødes til 3-månedssamtalen:

Når barnet har gået i vuggestuen eller børnehaven i tre måneder, tilbyder vi en samtale, hvor vi taler om barnets opstart og trivsel i Solhuset, både i forhold til den individuelle trivsel og udvikling og ift. relationelle, hvordan barnet interagerer med andre børn og med vi voksne. Desuden afstemmer vi forældrenes forventninger til os i forhold til ønsker, behov og muligheder. Er der noget vi kan og skal justere i forhold til barnets hverdag hos os, laver vi aftaler om det.  I samtalen omkring børn i børnehaven taler vi også om sprog vurdering.

 

Dialogmøder for at sikre bedst mulig trivsel og udvikling

Dialogmødet er en del af Aalborg kommunes tidlige indsatser omkring børn, som har brug for en særlig og eventuel fælles indsats fra forældre og institution, samt eventuelle andre involverede parter, for at sikres udvikling og trivsel.

Forud for et dialogmøde har vi altid været i dialog med forældre om de forhold der gør, at vi finder grund til at mødes og få lagt en fælles handleplan for, hvordan vi i fællesskab fremadrettet støtter barnet.

 

Skoleforberedende samtale vedr. børn i ældste gruppen

Skolestart er et stort men også naturligt skridt. I november forud for kommende skoletilmelding i december, tilbyder vi samtale om barnets forudsætninger for at få en god skolestart. Desuden har vi fokus barnets parathed eller eventuelle behov for støtte for at blive merparat. Vi taler om modenhed, selvstændighed, finmotorik, konfliktløsningsevne, evne til behovsudsættelse, sociale kompetencer.